Skiløberen kendt som "den bedste i Japan" | Godai Sakamotos aggressive skiliv

I 1996 blev Takehiro Sakamoto den første japaner til at vinde Mogul World Cup. Det var en hidtil uset sejr, han vandt allerede i sin første optræden. Men selv det at nå toppen af ​​verden var kun en forbigående fase i Sakamotos skiløbskarriere. Nu har hans skiløb givet ham respekten for at være "den bedste skiløber i Japan", og hans overtalelsesevne går ud over alle genrer. Vi fulgte ham, mens han kendte toppen og fortsætter med at finpudse essensen af ​​skiløb

oprindelse

"Jeg begyndte at stå på ski, da jeg var to år gammel. Påvirket af min far begyndte jeg at dyrke alpint skiløb. Jeg var på voksenholdet på posthuset, hvor min far arbejdede, og jeg trænede med dem fra en ung alder. Fra omkring fjerde klasse i folkeskolen begyndte jeg at konkurrere i amatørkonkurrencer. Derefter, fordi jeg elskede Niseko og ville blive ved med at stå på ski, gik jeg på deltidsskole på Kutchan High School. Jeg trænede på egen hånd om dagen og gik i skole om aftenen."

Gota Sakamoto har valgt at vandre på skiløbsstien i den sneklædte verden, siden han var barn. "Jeg var altid aktiv, altid i bevægelse, og altid ærlig og ivrig efter at gøre det, jeg ville," siger han med et grin. Da han annoncerede sine fremtidsdrømme ved sin dimission fra folkeskolen, sagde han: "Jeg vil helt sikkert blive konkurrenceskiløber." Otte år senere har han holdt sit ord på en måde, der overgår hans fantasi

I 1996 vandt Gota Sakamoto sin første Mogul World Cup-konkurrence i en alder af 20 år. Blot fire år efter at han begyndte at dyrke moguler, havde han rejst fra sin "oprindelse" til sin "top" på en hurtig og direkte måde, som at tegne en enkelt linje

Møde med moguler og lære om verden

"Da jeg vendte tilbage til Sapporo i mit første år på gymnasiet, sagde en ven fra min hjemby til mig: 'Ved du, hvad pukkelpister er? Det er en disciplin, hvor man står ned ad pukkelpister og hopper. De har også prøvet lidt Pirmin Zurbriggen.' Jeg tænkte bare: 'Hvad er det? Det lyder sjovt!' Min far havde folk på sit hold, der elskede pukkelpister og hop, og han tog mig ofte med rundt til forskellige steder, så jeg kunne også godt lide pukkelpister. Jeg kunne også godt lide Zurbriggen. Jeg synes stadig, jeg var den bedste alpine skiløber, der fandtes. Så jeg tænkte, at jeg ville prøve det, og da jeg begyndte med at efterligne det, han gjorde, syntes jeg, det var rigtig sjovt."

*Pirmin Zurbriggen - schweizisk alpinstjerne i 1980'erne (fire gange FIS World Cup-vinder samlet, olympisk mester i styrtløb i Calgary i 1988 osv.)

Dengang så jeg en video af Edgar og Jean-Luc, der stod på ski. Jeg tænkte: "Wow, det er så fedt! Det ser så sjovt ud!" og jeg besluttede: "Jeg skal helt sikkert lave pukkelski!" Da jeg først begyndte at øve tricks og hop, blev jeg afhængig og tænkte: "Ikke mere alpint skiløb!" (griner)

Så i foråret i mit første år på gymnasiet deltog jeg for første gang i Niseko Super Bumps dual-konkurrencen. Jeg nåede finalen mod over 200 deltagere, og min sidste modstander var Mori Toru, som var medlem af landsholdet på det tidspunkt. Jeg tabte 2-3, men jeg tænkte: "Jeg kan klare det her! Jeg er kun et point efter landsholdet!" (griner). Jeg syntes, at en konkurrence, hvor to personer skøjter på samme tid, var virkelig interessant."

Han opnåede succes efter succes i konkurrencer, og i sit andet år på gymnasiet blev han inviteret til at deltage på landsholdet. Det var omkring dette tidspunkt, at Mako Ishikawa fra BUMPS introducerede ham til K2, de ski han havde brugt lige siden. Den følgende sæson blev han inviteret af producenten til at deltage i en sommertræningslejr i Whistler og Blackcomb, Canada, som også fungerede som en test

"Det var min første gang i udlandet. Jeg var chokeret. Verdens bedste skøjteløbere var i John Smarts træningslejr. Jeg var forbløffet over at se dem skøjte lige foran mig. Deres fart, teknikker, alt var anderledes. Det var fantastisk. Derefter begyndte jeg at konkurrere i udenlandske konkurrencer, og ved min første North American Cup mærkede jeg niveauforskellen mellem mig og udlændingene og indså, at der stadig var så mange fantastiske skøjteløbere derude. Jeg kom tilbage frustreret og tænkte, at jeg ikke kunne tabe et sted som det. Så jeg tænkte: 'Næste år vinder jeg helt sikkert!' Selvom jeg ikke engang har været til VM endnu (griner)."

Godai Saka indså, hvor høj verden er. Det kan have været på dette tidspunkt, at han begyndte at søge essens frem for resultater

Tid brugt på at konkurrere på verdensscenen: Mellem færdigheder og selvtillid

Uden rivaler tilbage i Japan satte Gota Sakamoto blikket mod verden

"På det tidspunkt troede jeg, at det kun var naturligt, at jeg ville vinde. Så selvsikker var jeg, og jeg troede, at jeg var bedre end nogen i Japan, og at hvis jeg blev ved med at tabe i Japan, ville jeg aldrig nå verdensscenen. Men på det tidspunkt trænede jeg som en gal. Det eneste tidspunkt, landsholdet træner, er under træningslejre. Så selvom spillerne normalt går i fitnesscenteret, var al min daglige leg i mit tilfælde træning, så jeg rulleskøjtede eller mountainbikede i timevis om dagen. Jeg troede, at der ingen måde var, jeg kunne tabe på, hvis jeg bevægede min krop så meget."

Apropos Gota Sakamoto, så er hans motocross-færdigheder på A-niveau i Japan, og han er også berømt for sine ekstraordinære fysiske evner

"Jeg prøvede alt fra en ung alder. Jeg gjorde alt, hvad jeg syntes var sjovt, af hele mit hjerte. Det var ligegyldigt, om jeg kunne gøre det eller ej. Min far var meget atletisk. Han var oprindeligt bjergbestiger og var venner med Yuichiro Miura. Jeg tror, ​​at miljøet spillede en rolle. Jeg kan godt lide fart. Motocross er hurtigere, mere intenst og sjovere end mountainbiking. Hvis jeg ikke får adrenalinen i gang, synes jeg ikke, det er sjovt (griner)."

Måske var Sakamoto tiltrukket af pukkelpister fordi den unikke konkurrencestil inden for dobbeltskiløb matchede hans trang til adrenalin

"Men i konkurrencer ved man aldrig, hvad der sker, inklusive skader. Det afhænger også af ens fysiske tilstand på det tidspunkt, om man kan lide banen eller ej, og held i løbet. Så jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville vinde verdensmesterskabet, men én ting er sikkert: Jeg havde altid blikket rettet mod podiet."

Klippespring

"Da jeg begyndte at stå på ski med JF Cousson og JP Auclair, som var på det canadiske landshold. Udtrykket "freeride" eksisterede ikke dengang, men på oversøiske resorts kunne man få mest muligt ud af terrænet, uanset hvor man tog hen. Da jeg fløj rundt med de fyre og legede med terrænet, begyndte jeg at tænke: 'Er det ikke bare så sjovt?'"

Omkring det tidspunkt (1995) tror jeg, det var mit første år på landsholdet, da min seniorkollega Osamu Yamazaki inviterede mig til at tage på jagt i udlandet i forbindelse med K2. Han tog mig med til Jackson Hole, Wyoming, USA. Blandt gæsterne var Glenn Plake og Doug Coombs. Vi gik alle op på bjerget og besluttede at løbe frit til skydestedet, og pludselig var vi på en klippe (griner)! Det var første gang i mit liv, jeg var på en klippe..

"Hør her, der er en klippe. Den er omkring 7 eller 8 meter høj. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå," sagde han (griner). Jeg tænkte: "Seriøst?" men jeg havde intet andet valg end at hoppe. Til sidst var der ikke noget problem, men jeg brugte tynde puckelbrætter (griner). Nå, det var første gang, jeg lærte at hoppe fra klipper, og det var så sjovt

Det var første gang, jeg så Glenn lave en grab and fly. Han krydsede bare sine ski og rørte ved dem med en mute, men jeg tænkte: "Wow, det er fedt!" Jeg spurgte Glenn, om jeg kunne kopiere ham, og han sagde: "Ja, det er fedt, spred det rundt i Japan." Så da jeg vendte tilbage til Japan, lavede jeg grabs i forskellige konkurrencer, og da jeg stod på ski med JF Coussons og andre, begyndte de også at kopiere mig."

På den tid medførte fremkomsten af ​​twin-tip ski nye skiløbsstilarter, såsom air tricks og rail riding, som blev kaldt "New School" og hurtigt tog verden med storm. Dette var begyndelsen på den såkaldte freeride-bevægelse. Ikonerne for denne bevægelse var "Canadian Air Force", ledet af JP Auclair og JF Cousson. Det var ingen ringere end Godai Sakamoto, der lærte dem at bruge skihandsker

Da Sakamoto konkurrerede på verdens bedste niveau, blev han ikke kun fascineret af at vinde eller tabe, men også af friheden og essensen af ​​skøjteløb

Fra konkurrent til performer

Lad os se på Godai Sakamotos karriere som atlet

1995-2001: Medlem af pukkelsportslandsholdet.
1996: Vandt den sidste FIS World Cup i Meiringen (den første japaner til at vinde i sin første deltagelse i World Cup).
1997: Rivede sit korsbånd i den anden FIS World Cup.
1998: Deltog i OL i Nagano.
1999: Vandt All Japan Championships (han bristede sit korsbånd igen dagen efter under det dobbelte løb).
2001: Midt i sæsonen rev han menisken i sit højre knæ og gennemgik en operation for at fjerne den. Derefter besluttede han at trække sig tilbage fra pukkelsportskonkurrence.
I foråret 2001 erklærede han sig selv som professionel og gik fra pukkelsportskonkurrence til SKI-X-konkurrence.
2002: Deltog i US SKI OPEN SKI-X (og nåede semifinalen).
Kom på andenpladsen i SKI JAM SKI SNOWBOARD OPEN SKI-X.
2003: Konkurrerede i FIS World Cup SKI-X som japansk repræsentant.

Øjeblikket kom overraskende hurtigt

I 1996-sæsonen vandt han den første FIS World Cup-finale nogensinde i Meiringen og forbløffede verden. Det var første gang, en japansk skiløber vandt World Cuppen i sin første optræden. Det var også første gang, en japansk skiløber erobrede verden. "TAKE er en stigende stjerne, der har omskrevet historien om pukkelskiløb på en hidtil uset måde. Omfanget af hans præstationer er umåleligt." Sådan var den indflydelse, hans sejr havde på verden

Året efter pådrog han sig dog et revet forreste korsbånd, og efter at være vendt tilbage til OL i Nagano i 1998, faldt han. Selvom Jonny Mosley fra USA vandt mesterskabet, var han skuffet over dette

"Dengang kunne man ikke lave gribetricks i puckelkonkurrencer, medmindre man havde ansøgt om det. Men jeg gad ikke ansøge, fordi det var for besværligt. Så, i Nagano, kopierede Johnny Mosley det fuldstændigt, og gribehelikopteren blev ligesom Johnnys trick, men det var mig, der lavede det først (griner)."

På det tidspunkt var en ny begivenhed kaldet skicross opstået, og jeg var også meget interesseret i den. Jeg havde fra starten besluttet, at min skikarriere ikke ville begrænse sig til pukkelpister. I 2001 blev jeg professionel og skiftede til skicross, deltog i et par verdensmesterskaber og ville også prøve ekstremskiløb, så jeg tilbragte fem sæsoner i Canada

Fra konkurrent til performer. Sakamoto Gotas skiløb har bevæget sig ud over konkurrencens grænser og har udviklet sig til en stil, der søger både "færdigheder" og "frihed"

Essensen af ​​skøjteløb afsløret gennem undervisning

Tilbagekomsten til Japan markerer et vendepunkt

"Awano-san, som var demonstrant på det tidspunkt, spurgte mig, om jeg ville prøve at drive en skole. Jeg begyndte at undervise i Kagura, flyttede derefter til Kiroro med Awano-san, og derfra begyndte jeg at give undervisning seriøst. Jeg fandt det fascinerende at se mine faste kunders fremskridt. Da jeg begyndte at tænke seriøst over, hvordan jeg kunne undervise folk, der ikke gjorde store fremskridt, syntes jeg, at denne verden var fascinerende."

Da jeg begyndte at lægge tanke og tid i min undervisning, begyndte en anden verden at udfolde sig

"Selvom puddersne og freeride er blevet velkendte, er de stadig kun populære blandt en håndfuld mennesker. I stedet for at fokusere på dem, tror jeg, at det at tilbyde lektioner, der lærer de essentielle teknikker inden for skiløb, uanset genre, vil imødekomme mange menneskers behov og også føre til en lysere fremtid."

Det, japanske skiløbere i dag mangler, er evnen til at tilpasse sig varieret terræn. De er svage på pukler og skiftende pister. Så selvom jeg bliver bedt om at give en lektion i pukler, og jeg tænker: "Denne person er ikke god til det," tager jeg dem med ud på puddersne eller ujævne pister. Jeg vil have, at de med deres kroppe oplever de forskellige positioner, de skal være i for at stå på ski under forskellige forhold

I øjeblikket accepterer og underviser han kun privatundervisning via Gota Sakamotos Facebook og Instagram . Mange af hans gæster er fra Nordamerika og Asien, og hans skema er fyldt fra januar til februar med undervisning for udenlandske gæster.

Essensen af ​​lækkerhed

Ingen anden skiløber fortjener så meget respekt som Sakamoto Gota. Selv topatleter i freestyle- og basisskiverdenen er imponerede og siger ting som: "Der er ingen, der er så god som ham," og "Jeg tror, ​​han måske er den bedste i Japan."

Hvis jeg skulle opsummere Gota Sakamotos skiløb med ét ord, ville det være "færdigheder, der er ensartede i alle sneforhold og situationer." Uanset om det er pukkelpister, carving, puddersne, backcountry eller ekstrem big mountain-skiløb, udstråler hans skiløb den samme skønhed

"At være god handler ikke kun om udseende, det handler også om, hvordan man bruger sin krop. Ved første øjekast er der folk, man synes er gode, og der er folk, man synes er gode, men ikke gode, og det handler om positionering. Det er det samme med linjevalg."

Jeg synes, der er forskel på at være god og at have en stærk stil. Der er mange mennesker, der ser ucool ud ved første øjekast. Som f.eks. deres hænders position eller deres ansigtsretning. Hvis du ser på almindelige skiløbere, vil du se, at selvom de alle står på samme måde, er de gode forskellige i de små ting. De er i stand til at udtrykke det som en stil, ikke en stilart

Virkelig dygtige skiløbere synes at være i samme position, uanset hvor de står på ski. Deres position ændrer sig ikke, uanset om de står på puddersne, pukler eller fladt underlag. Dygtige skiløbere er gode til at bruge deres ankler. Normalt tænker vi på vores ankler som noget, vi ikke kan bruge, fordi vi har støvler på. Derfor prøver alle at vælge støvler, der er unødvendigt stive

Du kan ikke stå på ski godt, medmindre du balancerer din krop med dine ankler. Det er ikke din taljes position, der er nøglen til balance! Den bedste måde at gøre det på er at lære at flytte dit tyngdepunkt med dine ankler. Alle prøver at overanstrenge deres knæ og hofter. Derfor bøjer de deres knæ og sænker deres hofter, når de kører i puddersne. Når de rammer en pukkelpist, prøver de at bevæge sig fremad, hvilket betyder, at deres knæ strækker sig, og de kan ikke absorbere bumpene. Når du i stedet har skabt en god position, skal du bare bøje dine ankler og bevæge dig fremad eller bagud. Dette ændrer dine hofters position, hvilket ændrer dit hoveds position, og det alene giver dig mulighed for at flytte dit tyngdepunkt

Når det kommer til emnet "færdigheder", bliver folk særligt passionerede

"For at kunne bruge sine ankler er det godt at være bevidst om at bevæge dem dagligt. For eksempel, når man cykler, er det så naturligt, at man ikke engang bemærker det, men når man træder i pedalerne, bruger man faktisk sine ankler meget. Hvis man gør en mere bevidst indsats for at bevæge sine ankler, tror jeg, det vil gøre en forskel. Inline-skating er også fantastisk. Jeg anbefaler også snowboarding. Jeg tror, ​​at grunden til, at jeg var så god til det, var, at jeg stod på snowboard. Ingen omkring mig gjorde det på det tidspunkt, men de mennesker, der var inspireret af mig og begyndte at stå på snowboard, blev utroligt gode til at stå på ski. Jeg synes også, det er god øvelse at prøve at stå på snowboard med alle spænderne fjernet undtagen vristen."

Du vil udvikle en sans for at bruge dine ankler til det punkt, hvor du kan glide frit, selv med spændet løsnet. Måden, du bruger dine ankler på, synes at være hemmeligheden bag at glide stilfuldt og ubesværet i samme position på ethvert terræn eller enhver snetype. Selv de korte forklaringer er krydret med tips til forbedring. Forestil dig, hvor meget du vil indse og lære, hvis du får grundig instruktion på sneen

Alle kan tage lektioner hos Godai Sakamoto, så hvis du er en skiløber, der gerne vil lære at blive en god skiløber, så send ham en besked

Bor i Hokkaido

I 2001, lige omkring det tidspunkt hvor Sakamoto erklærede, at han ville blive professionel, blev han citeret for at sige i et skimagasin:
"Jeg vil gerne giftes snart."

"Åh, det er længe siden (griner)."

Sakamoto smiler og siger, at han nu er far til en fireårig søn og en toårig datter. Han bor sammen med sin elskede kone i Akaigawa Village, Hokkaido, som en familie på fire. De har købt fantastiske 20.000 m2 jord til deres nye hjem, lige ved siden af ​​det berømte turistmål, Yamanaka Ranch

"Jeg ønskede mig et stort hus med en stor grund på en god beliggenhed, så jeg er meget glad. Jeg har altid haft en drøm om at have en motocrossbane lige foran mit hus, så jeg kunne køre med det samme. Jeg har allerede bygget en lille bane, så den drøm er gået i opfyldelse! I fremtiden vil jeg gerne åbne en campingplads. Min kone og jeg taler også om at åbne en privat indkvarteringsvirksomhed. Jeg vil gerne lave alle mulige ting, når vores børn bliver lidt ældre."

I sneen vil jeg gerne starte en skole, der underviser i allround skiløb. Det er dog svært at finde folk, der kan undervise i alt. Så selvom det kan være svært at gøre med det samme, vil jeg gerne have en skole som en af ​​mine visioner

Livet i nord er fuld af håb og spænding. Sakamoto Godai ser virkelig glad ud, mens han taler om sin fremtid, hans smil er blødt undervejs

Da han blev spurgt, hvad skiløb betyder for ham,

"Livet," svarede han uden tøven

"Mit livstema? Angreb. Ikke forsvar, men at fortsætte med at angribe. Aldrig at give op.
Hvis jeg har det, tror jeg, at jeg kan fortsætte uanset hvad, selvom jeg fejler."

Gota Sakamoto står igen på sneen i dag,
hans skøjtestil er stilfuld, kraftfuld og stolt.

De linjer, som Godai Sakamoto udskærer, er ikke blot spor af historien.
De er en livsstil, der fortsætter med at forfølge tingenes essens.

Profil