Jeg giver tilbage til bjergene i min hjemby, Tohoku, og bestiger bjerge igen i dag | Backcountry-guide Mariko Sato - Spur Akita-bjergguide -

Mens den store appel ved backcountry-skiløb i den fri natur ligger i de mange farer, der lurer i de snedækkede bjerge, er backcountry-guider eksperter, der sikrer sikkerheden i de snedækkede bjerge, samtidig med at de giver en ubeskrivelig skioplevelse baseret på deres omfattende viden og erfaring. Vi ser nærmere på personlighederne og vejledningen hos kommende guider, der har valgt at være professionelle guider som deres profession og langsomt og støt dykker dybere ned i denne verden, trin for trin

Dage brugt på at hellige mig alpint skiløb ved foden af ​​Mt. Chokai

For Sato, der voksede op ved foden af ​​Mount Chokai, et berømt bjerg, der repræsenterer Akita-præfekturet og er et af Japans 100 mest berømte bjerge, har skiløb været en tidsfordriv, han har nydt, siden han var barn

"Jeg blev født og opvokset på en gård i nærheden af ​​et skisportssted, der var dækket af sne om vinteren. Mine forældre og storebror var skiløbere, så så snart jeg begyndte at gå, spændte jeg skistøvler på og stod på ski ned ad bjerget bag vores hus eller på pisterne. Min yndlingspiste var Chokai Kogen Yajima Ski Resort. Dengang var der et skiboom under bobleøkonomien, og jeg husker at have set skiløbere stå i kø til lifterne, ligesom i filmen 'Take Me Skiing'."

I sit fjerde år i folkeskolen meldte han sig ind i en ungdomssportsklub og begyndte for alvor at stå på alpint skiløb. Hans glæde ved skiløb blomstrede i folkeskolen, og han opnåede en høj placering i præfekturets turnering. I løbet af denne tid besøgte han mange skisportssteder i præfekturet, herunder Tazawa-søen, Moriyoshiyama Ani, Akita Hachimantai og Jeunesse Kurikoma, og oplevede charmen ved Akitas sne på første hånd

En lærer fra en gymnasieskoles skiklub inviterede ham til at slutte sig til hende, og han begyndte på gymnasiet efter en skisportsanbefaling. Han opnåede dog ikke de resultater, han havde håbet på inden for alpint skiløb

"Måske fordi jeg altid havde stået på ski i blød sne, kæmpede jeg på den hårde is og kunne ikke få den tid, jeg ønskede, så jeg gav op. Jeg havde ondt af læreren, der havde inviteret mig, og var frustreret over mig selv, så det var hårdt. Der var tidspunkter, hvor jeg overvejede at holde op, men jeg elskede virkelig sne, så jeg har fortsat den dag i dag."

Skiløb reddede mit liv og hjalp mig med at genvinde min identitet

Efter at have afsluttet gymnasiet skiftede han fra alpint skiløb til grundlæggende skiløb.

"Lige siden jeg var lille, havde jeg drømt om at arbejde i sikkerhedsbranchen, så jeg besluttede mig for at melde mig ind i selvforsvarsstyrkerne. Jeg ville virkelig gerne bo et sted med sne, så jeg søgte en stilling i nord. Da jeg kom dertil, fandt jeg et miljø, hvor jeg kunne fortsætte med at stå på ski i min fritid, mens jeg arbejdede, og naturligvis begyndte jeg at hellige mig sporten."

Før han vidste af det, stræbte han efter at deltage i All Japan Ski Technical Championships, og gennem sit hårde arbejde kvalificerede han sig. Efter et tilbageslag fandt han vej tilbage til skiløb, noget han var kommet til at hade. Og nu har skiløb reddet hans liv

"Efter tre år som officer i Maritime Self Defense Force kæmpede jeg med mine forhold og fik diagnosen depression. På det tidspunkt ville jeg dø hver dag. Da mine skiløbsvenner så mig sådan, fik de medlidenhed med mig og sagde: 'Op med humøret' og tog mig med til en base camp på Hakkoda-bjerget. Jeg vil aldrig glemme den dag, den 1. april. Vejret var klart, og sneen var frisk. Da jeg kiggede ud over bjergene i min hjemby, fra Hakkoda dækket af rim til Iwaki-bjergene, Hachimantai-bjergene og Moriyoshi-bjergene, følte jeg, at mit hjerte var blevet renset, og jeg brast i gråd, uden at bekymre mig om, hvem der så på. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne se så smukke landskaber, skulle jeg prøve at leve lidt længere."

Tohokus snedækkede bjerge er det, der driver mit liv

Denne bjergtur markerede begyndelsen på Satos liv, da de sneklædte bjerge i hans hjemby, Tohoku, begyndte at ændre hans liv. "Jeg kommer til at mislykkes, hvis jeg ikke ændrer mine omgivelser," tænkte han og besluttede sig for at sige op. Et par år senere, da han overvejede, hvad han ville med sit liv, besluttede han sig for at finde et job, der ville give ham mulighed for at bruge sine skifærdigheder. Efter at have samlet information fra blade og internettet, lærte han for første gang om backcountry-guider, der lever af bjergskiløb

"Wow, jeg var forbløffet over at finde ud af, at sådan et job eksisterede. Jeg kan bruge Hakkoda, hvor min sjæl blev renset, og Mount Chokai, som jeg har set siden jeg var barn, som min arbejdsplads og introducere dem for alle slags mennesker. Jeg syntes, det var et vidunderligt job."

Jeg stødte på hjemmesiden for International Nature and Outdoor College (herefter benævnt i-nac) i Myoko City, Niigata-præfekturet, og besluttede mig for at besøge skolen

"Der var en elev to år over mig, som gik på skolen, og hun opmuntrede mig ved at sige: '29 er slet ikke for sent. Hvis du har lyst, så prøv det bare.' Det var det, der fik mig til at beslutte mig for at tilmelde mig. Hun er nu underviser i den professionelle bjergbestigningsafdeling."

Han kunne have været involveret i skiløb som SA J-certificeret instruktør. Hvorfor valgte han den barske verden af ​​sneklædte bjerge som sit arbejdsmiljø?

"Jeg havde erfaring med at arbejde på pisterne, undervise i skiløb og få løn for det, men jeg kunne ikke forestille mig at leve af det. Instruktører skal forklare skiløb med ord såvel som demonstrere teknik. Jeg var ikke god til at udtrykke fysiske bevægelser med ord. Og mere end noget andet var de stille, sneklædte bjerge mere behagelige og passede mig mere end de overfyldte pister."

Studielivet i Myoko Kogen, hvor de fire årstider er så forskellige, føltes som sommerferie hver dag, og han nød det. Han lavede bål og camperede foran skolen og gled ned ad snebjergene, der var blevet ryddet væk med snowboards. Han blev dog ofte afskrækket af den barske virkelighed ved at blive bjergguide

"Da Daisuke Sasaki, en international bjergguide fra Hokkaido, kom som særlig foredragsholder, tog jeg på ski på Mount Takatsuma med et telt. Jeg var den eneste kvinde der, og jeg var udmattet af den tunge byrde og den dybe sne, der brød igennem. Han sagde til mig: 'Sato-chan, kom venligst 100 skridt gennem sneen,' men mit tempo var for højt, og mine lunger kunne ikke følge med, så jeg kunne kun gå 80 skridt. De frustrerende minder har jeg stadig den dag i dag."

Jeg måtte undervise under de samme omstændigheder som gymnasieelever og drenge i tyverne. Det var fysisk udmattende. Jeg nød ikke længere bjergene. Dengang har ordene fra den internationale bjergguide Makoto Kuroda, som var min særlige underviser, stadig hængt i mine tanker den dag i dag, og de støtter og vejleder mig fortsat, mens jeg fortsætter med at vejlede

"Bjerge er ikke let for dig, uanset om du er mand eller kvinde. Hvis du holder fast i dine svage områder, vil du blive belønnet. Hvis du elsker bjerge, så bliv ved med at prøve."

Hans stærke overbevisninger og kærlighed til sin hjemby bevæger dem omkring ham

　De vidunderlige oplevelser, som skiløb medførte, sluttede ikke der

"I løbet af mit tredje år på universitetet tog jeg på skitur til Mt. Iwaki. Ved et tilfælde mødte jeg Takahashi Kosei fra Iwate Backcountry Guides i bjergene, og da jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være guide i Tohoku, spurgte han mig, om jeg ville arbejde som haleguide for ham. Jeg arbejdede som underguide for Takahashi i tre sæsoner, mens jeg stadig var studerende, og lærte at opføre mig og at være kyndig på jobbet."

I løbet af sit andet år på universitetet blev han optaget som praktikant i Hakkoda Guide Club, hvor han arbejdede i omkring tre uger under vejledning af klubbens leder, Hiroyoshi Soma, og boede i en bjerghytte. Han valgte Hakkoda, fordi det spektakulære landskab, der reddede hans liv under hans tid i selvforsvarsstyrkerne, forblev i hans erindring

Kort efter at han blev selvstændig, da COVID-19-pandemien efterlod ham med en fuldstændig tom kalender, fik han venligst et deltidsjob af Haruto Osanai fra Ishii Sports Akita. Da han vendte tilbage til Akita efter at have afsluttet erhvervsskolen, gik han hen for at hilse på ham og sagde: "Jeg vil stole på dig i fremtiden." Derudover har han gennem Osanais introduktion støttet det svenske håndlavede skimærke "Extremski" og det nordiske tøjmærke "Elevate" siden denne sæson

I foråret, i sit 29. leveår, tog han afsted til Myoko med den faste beslutning at vende tilbage til Akita om tre år og blive guide til Mount Chokai og andre bjerge i Tohoku. Sato, der havde så stærk overbevisning og kærlighed til sin hjemby, blev uden tvivl helhjertet støttet af sine ældre elever i Tohoku

I 2019 opfyldte jeg mit løfte til mig selv
: " Spur Akita Mountain Guide Service" blev lanceret

I foråret 2019, efter at have afsluttet sin erhvervsskole, grundlagde han guidefirmaet "Spur Akita Mountain Guide Service" og begyndte at arbejde som bjergguide bestilt af rejsebureauer om sommeren og som backup-guide i British Columbia for andre virksomheder om vinteren

"Økonomisk set var jeg aldrig i stand til at blive uafhængig, så jeg kunne ikke forlade mine forældres hus i et stykke tid. Det var først i mit tredje år, at jeg var i stand til at fylde min kalender op og bo alene uden at være afhængig af mine forældre. Jeg står stadig ikke så meget på ski om vinteren. Nogle gange spekulerer jeg endda på, om jeg bare skøjter for mig selv (griner)."

I højsæsonen arrangerer han guidede ture i British Columbia fra to steder: hans forældres hjem i Yurihonjo City og et lejet hus i Lake Tazawa

"Jeg kan ikke tage gæster med til mit hjembjerg, Mt. Chokai, midt om vinteren, fordi vejen dertil er lang, og vejret er barskt. Mt. Chokai-ture er kun tilgængelige om foråret, i april eller maj, efter at vejen til basen er ryddet for sne. Jeg klatrer og står på ski på Mt. Chokai privat midt om vinteren, og det fungerer også som træning. Det er virkelig hårdt arbejde, men sneen er fantastisk (griner)."

I de barske vintermåneder frem til april vil turen have base ved Tazawa-søen og guide dig i tre områder: Tazawa-søen, Mount Moriyoshi og Hachimantai

"Den bevæger sig sidelæns afhængigt af hvordan sneen falder og vindretningen. For eksempel, hvis det sner i gennemsnit, går det til Mount Moriyoshi eller Mount Akita-Komagatake. Hvis der er en stærk kombination af højtryk i vest og lavtryk i øst, sner det for meget på siden af ​​Det Japanske Hav, så sneen på Iwate-siden er mild og tør. Omvendt, hvis der er et lavtrykssystem ud for sydkysten, sner det på Stillehavssiden, så det går til Mount Moriyoshi på siden af ​​Det Japanske Hav."

Denne tur undgår de områder, hvor det sneede. Det er en virkelig luksuriøs tur. At kunne bevæge sig øst og vest afhængigt af hvordan sneen falder, er en plan, der kun kan gennemføres i den sneklædte Tohoku-region

"Akita er et sted med ekstremt dårlig transportadgang, og dets sneklædte bjerge er endnu ikke særlig kendte. Enhver besøgende, der kommer her, bliver altid overrasket og spørger: 'Findes der et sted som dette i Akita?' Bjergene er heller ikke så store, og der er ikke mange stejle skråninger, så for folk, der vil stå på ski hårdt, er denne bjergkæde måske ikke attraktiv."

De brede, åbne pister kan kun skies på de sjældne dage, hvor vejret er stabilt, medmindre man tager op i højden. Akita har en lav andel af solskinsdage, så der er mange træpister i bøgeskovene. Derfor er det ikke et område, som mange mennesker besøger. En del af grunden er, at min tilstedeværelse ikke er særlig kendt, og jeg har ikke været i stand til at skabe mig et navn endnu

Akitas sneklædte bjerge er den perfekte ramme

Født og opvokset i Akita, tager Sato så det privilegerede miljø i Tohoku-regionen for givet? Eller opfører han sig ydmygt? Som en stor fan af Akita Snow vil jeg (forfatter: Shinya Moriyama) lidenskabeligt diskutere Satos vegne

Jeg bor i øjeblikket i Niigata, men jeg er blevet så forelsket i Akita, at jeg ville ønske, jeg kunne bo der. Jeg tager på sneture til Akita to gange om året, én gang i den barske vinter og én gang, mens der er resterende sne. Skisportsstederne er tomme, og da de ligger lidt inde i landet, er sneen fantastisk. Man kan finde åbne pister overalt i verden, men man kan kun opleve træpister gennem kæmpe bøgetræer i Tohoku. Og der er varme kilder overalt, med fremragende kvalitet og billige entrépriser. Japansk fisk og skaldyr, sake, Akita Komachi-ris, Kiritanpo... min mave er også meget mæt

Frem for alt er folkene varme og generøse. Indtil juni kan du nyde masser af skiløb på Mt. Chokai, Mt. Gassan og Akita Hachimantai. Det er et fantastisk sneparadis, som du gerne vil nyde i fred og ro, hvis det er muligt. Jeg misundes Sato, der guider rundt på dette sted, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der synes, hun har stor fremsynethed

"Det, der glæder mig allermest, er, at besøgende fra Iwate Backcountry Guides og Hakkoda Guide Club er kommet på besøg, og at der er skabt horisontale forbindelser i Tohoku. Mit næste mål er at se en strøm af besøgende fra Akita til Iwate Hachimantai og Aomori Hakkoda. Jeg håber, at vi på denne måde kan fortsætte med at promovere de snedækkede bjerge i Tohoku."

Jeg vil holde mig til Tohoku

　Hvis der er en anmodning, ville du så guide folk til andre områder end Tohoku? For eksempel Hokushin- og Joetsu-områderne, hvor du boede i tre år?

"Jeg har bedt om at begrænse mine ture til Tohoku-regionen, fra Mt. Iwaki i nord til Mt. Chokai og Mt. Gassan i syd. Hvis jeg ikke tager til andre bjergkæder, vil jeg ikke være i stand til at udvide mit netværk eller min viden, og jeg har en tendens til at kede mig, men jeg vil holde mig til Tohoku-regionen. Mange Tohoku-guider har deres egne hjembjerge og forlader ikke regionen. Jeg vil følge mine forgængeres eksempel."

Dette viser sandsynligvis, at sneen falder kontinuerligt og støt, hvilket giver dig mulighed for at stå på ski i frisk sne hver dag, og at bjerget er dybt

Det kan være, at udlændinge er mere opmærksomme på vinterens vidundere i Tohoku end japanere. Selvom de ikke er så prangende som Alperne, er de uberørte snedækkede bjerge hjemsted for beskedne japanere, der har levet sammen med sneen. Det er sneen i sig selv, der har formet regionens skikke, kultur, mad og karakter, og de, der ønsker at opleve en del af det ved selv at opleve sneen, ser frem til det. Tohoku venter på sådanne skiløbere

"Når jeg er i stand til at tiltrække et par flere kunder, vil jeg gerne lave en fælles tur med andre guider, der har hjulpet mig, og med kvindelige guider, der har været venlige over for mig. Som at tage hinandens kunder med til hinandens guideområder. Jeg vil gerne blive en guide, der kan gøre det på et tidligt stadie."

Jeg vil gerne give tilbage til bjergene i Tohoku, som gav mig håb for livet, da jeg var syg. Hvis der er folk, der har det ligesom jeg havde det i fortiden, vil jeg gerne dele deres energi i bjergene i Tohoku. Derfor gør jeg mit bedste her i Tohoku

Spur Akita Mountain Guide
Officiel hjemmeside: https://spur-akita.com
Officiel social media kanalen: Instagram