Anri Kawamura: Alt, hvad hun har gjort, er det værd

I 2022-sæsonen, hvor der blev afholdt OL i Beijing, opnåede Kawamura Anri den sjældne bedrift at komme på syv podiepladser ved World Cuppen og tre sejre, men hun gik lige akkurat glip af den samlede titel. Selvom hun ikke vandt den medalje, der var forventet af hende ved OL i Beijing, er hendes evner og tilstedeværelse ved at blive overvældende. Hvad er kilden til hendes styrke? Vi kiggede tilbage på hendes skihistorie for at afdække hemmeligheden. Selvom sæsonen er i fuld gang, vil vi gerne dele med jer, hvad vi hørte i lavsæsonen

Foto/Sho Endo

Fra tandbørstning til "sjove udfordringer"

--Hvornår begyndte du at stå på ski?

Jeg begyndte at stå på ski, da jeg var tre år gammel, og pukkelski, da jeg var fire

- Hvad fik dig til at starte?

Mine bedsteforældre elskede at stå på ski og ejede en lejlighed i Yuzawa by. Jeg plejede at tage på ski der med mine forældre som en fritidsaktivitet, og det blev bare sjovt derfra

- Kan du huske følelsen, du havde, første gang du stod på ski, og hvor sjovt det var?

Jeg kan ærligt talt ikke huske det (griner).
Jeg opdagede bare, at jeg lavede pukkelski uden overhovedet at være klar over det. Dengang var skiløb en så normal del af mit liv, det var som at børste tænder, i stedet for at føle, at skiløb var sjovt. Jeg
kan faktisk ikke huske, hvornår eller hvad der fik mig til at synes, at skiløb var sjovt. Men jeg tror, ​​jeg husker, at jeg følte mig virkelig glad, når jeg blev ved med at udfordre mig selv på svære ruter, hvor jeg ikke kunne stå godt på ski, og så når jeg endelig formåede at stå på ski med succes.

- Hvor gammel var du, da du huskede dette?　

Jeg har haft den følelse, lige siden jeg begyndte at stå på ski. Jeg kan huske, at jeg havde den følelse, siden jeg var 6 eller 7 år gammel, eller i folkeskolen

--Kunne du lide at tage imod vanskelige udfordringer? Er du konkurrenceminded?

Jeg tror, ​​det er ret sandt. Jeg kom på landsholdet samtidig med Daichi (Hara Daichi), og da Daichi begyndte at lave backflips, sagde jeg: "Det vil jeg helt sikkert også gøre! Jeg vil gøre det med ham!" Jeg
har altid haft den følelse, at jeg ikke ville tabe til Daichi eller de andre mandlige skatere. Jeg tror, ​​jeg har været konkurrenceminded, siden jeg var lille.

-Var det også din motivation for at stå på ski?

Det er rigtigt. Hvis man ikke bliver ved med at udfordre sig selv, er det jo ikke sjovt.
For mig er det at udfordre mig selv, der gør det sjovt at stå på ski. Jeg føler en stor glæde ved at udfordre mig selv og udvikle mig.

Da jeg begyndte at stå på ski, arbejdede jeg altid hårdt og udfordrede mig selv, men efter jeg begyndte at konkurrere i konkurrencer, og mine mål blev klare, var jeg nødt til at gøre ting for at nå dem, så jeg tror, ​​min udfordring nu er at gøre de ting ordentligt

--Når man tager en udfordring på sig, er der en del svære tidspunkter og tidspunkter, hvor man føler, at man er ved at give op, ikke sandt?

Det er rigtigt. Jeg er den type person, der synes, det er ret skræmmende at hoppe, så jeg synes, det er virkelig skræmmende at prøve at hoppe fra en ny rampe eller begynde at lære nye tricks. Men selvom jeg kunne give op og holde mig til de tricks, jeg kan nu, vil jeg ikke blive ved det. Jeg prøver at tro på, at der helt sikkert er noget at vinde ved at tage udfordringer op, og det er derfor, jeg bliver ved med at prøve.
Men alligevel er skræmmende ting skræmmende (griner).

- Er der en form for besværgelse, man kan bruge til at ryste frygten af ​​sig?

Nej, jeg har ingen særlig rutine. Jeg tror bare, at der er noget der i slutningen af ​​udfordringen, og at jeg ikke har andet valg end at gøre det. Jeg tror, ​​det er mit eget trick til at ryste frygten af ​​mig

--Det er normalt at ville løbe væk, når man støder på en svær mur, men du kender glæden ved at overvinde den. Kan du huske første gang, du deltog i en turnering i udlandet (da Luka blev nummer to ved VM i 2020)?

Ja. Det var første gang, jeg skulle på en udenlandsrejse, så jeg var virkelig nervøs, men jeg tror, ​​jeg kunne stå på skøjter ret godt som sædvanlig

Vær mig selv

--Efter at have læst mange af dine artikler, var jeg især imponeret over udtrykket "at være mig selv". Hvad vil det sige at skate på sin egen måde og nyde det?

Det er rigtigt, jeg vil ikke stå på ski på en måde, der fokuserer på resultater og scorer, men snarere på en måde, der virkelig afspejler, hvad jeg sigter efter, en måde, der beviser, hvad jeg har arbejdet på. I konkurrencer vil jeg
stå på ski på en måde, der viser alt, hvad jeg har bygget op indtil nu. Der er tidspunkter, hvor jeg bliver fanget i resultaterne og bekymrer mig om scorerne, men når det sker, føler jeg, at jeg ikke rigtig kan give alt, og det føles ikke som om, jeg er mig selv.
Men når jeg beslutter mig for at give alt og bare fortsætte med at gøre det, jeg altid har gjort i konkurrencer, og når jeg ser min skiløb bagefter, tænker jeg: "Det var godt," og "Det her er den slags skiløb, jeg vil lave." Jeg
er meget bevidst om ikke at bekymre mig om resultaterne og bare stå på ski, som jeg er, give alt, hvad jeg har, og det er det, der gør mig unik.

-- Og det er dét, der resulterer i resultaterne

Selvfølgelig vil jeg vinde og stå på podiet, men mere end det vil jeg fokusere på at vise alt, hvad jeg har, og gøre mit bedste

- Har du nogle tips til at forblive tro mod dig selv?

Før sammenlignede jeg mig selv med andre, idet jeg troede, at jeg var underlegen på dette område, fuldstændig ubrugelig, og nedgjorde mig selv.
Men nu, i stedet for at sammenligne mig med andre, sammenligner jeg mig selv med mit tidligere jeg. Jeg arbejder på nye ting hver dag for at udvikle mig fra mine tidligere ski- og springteknikker, så jeg er sikker på, at jeg ændrer mig. Hvis jeg kan se den forandring selv og føle, at jeg er vokset, så indser jeg, at det er okay at være mig selv.
Jeg føler en selvfølelse, så jeg gør en bevidst indsats for at observere min egen vækst.

--Ved at fortsætte med at udfordre dig selv, overgår du dig selv. Du er sådan en stærk person, Anri. Har du nogensinde overvejet at droppe puckelpigerne?

Da jeg gik i folkeskolen og mellemtrinnet, mens mine venner legede efter skole, skulle jeg øve mig på skiløb hver dag. Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst, men der var tidspunkter, hvor jeg ville lege med mine venner, eller hvor jeg følte, at jeg ikke blev bedre til at stå på ski... Der var tidspunkter, hvor jeg ville holde op.
Men hvis du spurgte mig, om jeg virkelig ville holde op, var svaret nej.
Jeg nød at stå på ski, og det var blevet en så stor del af mit liv, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle leve uden det. Det føltes så naturligt.
Der er tidspunkter, hvor jeg tænker: "Jeg kan ikke klare det her mere!" (griner), men jeg har aldrig seriøst overvejet at holde op.

Selvom pukkelklatring er en individuel begivenhed, udføres ekspeditionen som et hold. Godt teamwork har ført til det japanske holds gode resultater. Fra venstre: Yanagimoto Rino, Tomitaka Hinako, Kawamura Anri. Foto/Sho Endo

-- Når jeg læser dine interviews, synes jeg, at de generelt er meget positive, med mange fremsynede historier. Jeg finder dem meget opløftende og opmuntrende at læse

OL i Beijing gjorde drømme til virkelighed

--OL i Beijing. Jeg læste, at det havde været en drøm for dig, siden du var barn, men hvordan havde du det, da du fandt ud af, at du skulle til Beijing?

Jeg var virkelig glad. Jeg var bare så glad

-- Hvad forestillede du dig dengang?

Jeg ville gerne stå på skøjter i min egen stil på den scene, jeg altid havde drømt om. Jeg ville være mit sande jeg og nyde øjeblikket

- Gik du ind til konkurrencen med den tanke, at du måske ville have det sjovt, i stedet for at tænke på at vinde eller tabe?

Der var tidspunkter, hvor jeg sammenlignede mig selv med andre atleter, men uanset hvad andre gjorde, hvad jeg havde bygget op, den vej jeg havde smedet gennem mine udfordringer, var det noget, som ingen andre kunne gøre, så jeg besluttede mig for bare at tro på mig selv.
Jeg gik ind til OL med den tankegang hele tiden.

- Hvad syntes du om skøjteløbet?

Ja, selve løbet var virkelig godt. I konkurrencer, hvor jeg er besat af at vinde, har jeg en tendens til at starte løbet meget bevidst om resultatet, men ved OL fokuserede jeg virkelig på, hvad jeg lavede i løbet, og startede med følelsen af, at det var en kamp med mig selv, og indeni gjorde jeg, hvad jeg skulle, og nåede bunden, så det var et meget mindeværdigt løb. Jeg synes, det var et løb, der virkelig viste mit sande jeg

--Du endte på 5. pladsen, lige lidt fra en medalje. Jeg kan forestille mig, at det var meget frustrerende, men var der noget, der hjalp dig med at komme ind i den tankegang, du lige beskrev?

Sidste sæson var jeg meget fokuseret på resultaterne. Men i åbningsløbet i Luca sluttede jeg på en 9. plads, og jeg accepterede det resultat. Jeg tænkte grundigt over, hvad jeg manglede, og hvilke færdigheder jeg ville forbedre, og i det øjeblik jeg fokuserede på mig selv, indså jeg, hvad det betød at stå på ski for mig selv. Jeg
tænkte meget over, hvad jeg virkelig ville.
Siden da tror jeg, at jeg har været i stand til at gribe konkurrencerne an med tankegangen om at stå på ski for mig selv og gøre den slags skiløb, jeg har lyst til.

- Forresten, da du kom ind på en 9. plads i åbningsløbet, var der så noget specifikt, som du besluttede, at du skulle ændre?

Det er rigtigt. Jeg tror, ​​det største problem var det mentale aspekt af at være for fokuseret på resultaterne. Lucas forberedelse fra officiel træning til konkurrencen var utilstrækkelig, men han virkede lidt overmodig og troede, at han kunne vinde. Jeg besluttede mig for at ændre det

- Var det faktum, at det var et olympisk år, en stor indflydelse på dit fokus på resultater fra det allerførste løb?

Ja, jeg tænkte ikke rigtig over det, men da jeg var på vej mod OL, tror jeg, det var meget i mine tanker

--Du siger, at det er at tage udfordringer op, der gør skiløb sjovt, men er der noget andet ved skiløb, som du finder sjovt?

Jeg elsker øjeblikket, når jeg er på ski. Jeg elsker virkelig øjeblikket, hvor jeg glider hen over sneen. Men det, jeg bedst kan lide ved skiløb, er, at jeg kan udfordre mig selv på så mange forskellige måder

--Det er ikke fordi jeg er stoisk, men jeg lægger altid pres på mig selv..

Ja, jeg voksede op i den slags miljø, så det er blevet normalt for mig.
Men selvfølgelig er det meget hårdt at sætte mine egne mål og rejsen derhen, men det er det, der gør det sjovt. Jeg tror, ​​det er essensen af, hvorfor jeg nyder at stå på ski.
Det er derfor, jeg ikke giver op, og selvom det er hårdt, kan jeg stadig nyde det, hvilket jeg synes er en god ting.

--Du virker til at have et meget filosofisk syn. Hvilken placering har turneringen?

Jeg tror, ​​at mine følelser, når jeg står på startstregen, er unikke. Jeg vil vise mit bedste løb til min træner, som ser på nedefra. Jeg vil virkelig gerne vise ham, hvor meget jeg har været i stand til at gøre, al den tid jeg har arbejdet hårdt med ham, og hvor meget han har lært mig.
Selvfølgelig vil jeg også vise et godt løb til min familie og venner, der ser på gennem medierne, og jeg vil løbe godt for mine rivaler, og jeg synes, det vigtigste er at vise dem, hvor meget jeg er vokset, men blandt alt det, føler jeg stærkest, når jeg står på startstregen, at jeg vil vise mit bedste løb til min træner, som ser på nedefra.

--Hvorfor det?

Jeg er den, jeg er i dag, fordi min træner har set alt, både de dele, jeg kæmpede med, og de dele, jeg klarede mig godt i. Så jeg vil vise min træner: "Okay! Jeg har også gjort mit bedste denne gang, og jeg er blevet så god til at stå på skøjter." Jeg vil have, at alle omkring mig skal vide, at jeg har en træner, der har hjulpet mig med at nå dertil, hvor jeg er i dag, og det er det, jeg altid tænker, når jeg står i startblokken

- Wow (overrasket og imponeret). Har det forresten været en vane, du har haft, siden du begyndte at konkurrere i turneringer?

Det tror jeg ikke. Den følelse begyndte at blive stærkere hen imod slutningen af ​​2021-sæsonen. I løbet af OL-sæsonen skøjtede jeg i konkurrencer med mentaliteten "Jeg vil vise det til min træner, jeg vil vise det til min træner."

--Føler du taknemmelighed overfor en person, der altid har våget over dig, varmt støttet dig i svære tider og overvundet tingene sammen med dig?

Ja, i et interview lige efter konkurrencen i Beijing sagde jeg: "Jeg er så ked af det." Men jeg modtog en masse beskeder fra folk omkring mig, der sagde: "Du behøver ikke at have så ondt af det," hvilket jeg var meget taknemmelig for, men det var ord, der bare kom ukontrolleret ud af mit hjerte. Det var ord, der kom
ubevidst ud til alle de mennesker, der har støttet mig og tilladt mig at fortsætte denne puckelsport, som ikke er så kendt, så længe ...

Jeg havde så ondt af alle, der havde støttet mig indtil nu, fordi jeg ikke kunne vinde en medalje og ikke kunne leve op til deres forventninger. Når jeg ser tilbage på det nu, indser jeg, at de ikke bare støttede mig, fordi de forventede, at jeg ville vinde en medalje, men fordi de ville se mig konkurrere på verdensscenen, så jeg ved, at det ikke er pointen. Jeg
var overvældet af taknemmelighed og vidste ikke, hvordan jeg skulle udtrykke det, så jeg endte bare naturligt med at sige undskyld.

- Det er en virkelig fantastisk historie